Semistrukturerede interview

Denne interviewform gennemføres indenfor nogle forholdsvis åbne rammer, der tillader en fokuseret, samtalebaseret to-vejs kommunikation. Teknikken kan bruges både til at give og modtage information.

Grundlæggende er semistrukturerede interview forudbestemte mht. formål og struktur, og bruges ofte i sammenhæng med andre måleteknikker som eksempelvis “self-Q”, hvor den udledte information danner grundlag for et antal generelle spørgsmål eller emner. Rammen, eller spørgeguiden, fungerer som en tjekliste i løbet af interviewet og sikrer, at der indhentes information om de samme emner fra de forskellige informanter.

Der eksisterer imidlertid en vis fleksibilitet, idet spørgsmålenes rækkefølge, og måden de behandles på, ikke er bestemt på forhånd. Dertil kommer, at intervieweren har frihed til at gå i dybden med specielle spørgsmål. Fordelen ved interviewguiden er, at interviewene bliver mere systematiske i en omfattende interviewrække.

Samtidig er det muligt at komme vidt omkring, idet intervieweren udstikker rammerne for de emner, der skal behandles i interviewet. Logiske huller i de indsamlede data kan imødegås og lukkes, mens interviewet forløber som en samtale.

Ulempen ved det semistrukturerede interview er, at det ikke tillader intervieweren at forfølge interessante emner, der ikke var forudset, da interviewguiden blev udarbejdet. Ligeledes kan interviewerens fleksibilitet i sprogbrug og spørgsmålsrækkefølge føre til vidt forskellige reaktioner fra forskellige mennesker og derfor begrænse sammenligneligheden.

Eksempler på anvendelse af semistrukturerede interview er Isabella (1990), Lyles & Schwenk (1992), og Daniels et al. (2002). Sidstnævnte undersøgte lighederne i de kognitive kort i relation til konkurrence blandt 32 engelske ledere fra forskellige virksomheder indenfor samme branche.

Hver leder deltog i et semistruktureret interview, der typisk varede under en halv time, for at afdække informantens kognitive kort omkring forholdene mellem konkurrenterne i branchen. For at sikre validitet i resultaterne var interviewene baseret på to teknikker: 1) en visuel sortering af kort (der ikke beskrives nærmere her) samt 2) anvendelsen af ”the repertory grid”.

Disse teknikker var inddraget for at frembringe kendetegn og egenskaber ved konkurrencen, der kunne fastsætte graden af lighed mellem ledernes opfattelsen af deres konkurrencemiljø.