Metodiske overvejelser

Kognitionsforskning i relation til ledere og organisationer, har altid været ledsaget af metodiske problemer, diskussioner og kompromisser.

Det fundamentale problem udspringer af genstandsfeltet selv: Menneskelig tænkning og forholdet til- og forklaringen på menneskelige adfærd. Undersøgelsesfeltet er fangende og omfattende, men vedbliver at skuffe (Johnson & Johnson, 2002).

Søgningen efter lederes viden kan være en kraftfuld kilde til at skabe forståelse for organisationers virkelighed, men antagelsen om kausalitet mellem en leders måde at tænke på og hans adfærd er for simpel. Det skyldes primært, at de beviser, de forskellige kortlægningsteknikker frembringer, altid er omtvistelige.

Strategen vil måske ikke, bevidst og/eller ubevidst, afsløre de virkelige bevæggrunde for en given strategisk beslutning og derfor er vigtige antagelser og beslutningsvariable udeladt.

Johnson & Johnson (2002) diskuterer to udbredte faldgruber i kognitiv kortlægning:

1. Anvendelsen af metoder, der er kontekstuafhængige.
2. Brugen af sekundære data, der kun tillader informanten begrænset eller slet ingen mulighed for at udtrykke sig.

Førstnævnte faldgrube vedrører undersøgelsesmetoder, hvor kontekstparametre ignoreres, fordi undersøgeren antager, at validiteten af deres undersøgelsesresultat er uafhængig af den kontekst, deres data er indsamlet i.

Kontekstuafhængige metoder gør således ikke meget for at lade informanterne definere deres egne konstruktioner og dermed den kontekst, hvori de verbaliserer deres tanker.

Over for denne tilgang findes kontekstafhængige metoder, der ikke påtvinger noget prædefineret hierarki i forhold til de konstruktioner, der frembringes, og derfor tager højde for kognitions kontekstafhængighed.

Hvad angår brug af sekundære data (faldgrube 2) fortæller memoer, rapporter, mødenotater mv. kun ganske lidt om, hvad strategerne faktisk tænker om de spørgsmål, der er afgørende for virksomhedens og dens ansattes fremtidige handlinger.

Derfor har Eden (1992) og Golden (1992, 1997 ) kritiseret brugen af retrospektive metoder i forbindelse med undersøgelse af ledere. Derimod er metoder til kortlægning af kognition, der har direkte adgang til informanterne, bedre tilnærmelser til deres faktiske tanker.

Dog lider også disse metoder under informanternes sociale behov, hvorfor der er risiko for, at lederne kun siger det, de tror, undersøgeren ønsker at høre (Johnson & Johnson, 2002).