Viden pr. kupon

10. Feb 2010 | Skrevet af Lisbeth Bjerre Jensen
Bookmark and Share   

Design og strategi

Samarbejde mellem videninstitutioner og erhvervsliv er ved at blive en etableret samarbejdsform, og Strategy-Lab har netop gennemført to spændende projekter af slagsen. Samarbejdet er muliggjort gennem en såkaldt videnkuponordning, hvor transformation af viden og forskning er blevet omsat til anvendelsesorienteret praksis med vækst og udvikling for øje. Det ene samarbejde var med virksomheden Design Partners – en mindre århusiansk designvirksomhed. Vi har efterfølgende besøgt Design Partners til en diskussion om, hvad de har fået ud af forløbet, samt hvorledes ny viden om strategi og forretningsudvikling har bidraget til udvikling i deres virksomhed.

Design Partners

Design Partners er en tegnestue, der primært beskæftiger sig med to hovedområder; produktdesign og strategisk design. Virksomheden blev etableret i 2005 og ejes af de tre partnere Thomas Jensen, Jonathan Ørnstrup og Thomas Overgaard Jørgensen. De tre partnere er alle uddannet industrielle designere fra Arkitektskolen i Århus. På tegnestuen hersker en særlig interesse i teknisk udfordrende opgaver, hvor de tre partneremestrer at sætte sig i såvel ingeniørens som brugerens sted, for slutteligt at forene tankerne i et enkelt og brugervenligt design.

Ud over at beskæftige sig med det enkelte design og dets muligheder præger denne helhedstanke selve tegnestuens designtilgang, og det ser Thomas Jensen som én af tegnestuens styrker: ”Vi er gode til at favne brede designopgaver. Vi er i stand til at løse designprojekter lige fra selve designet til markedsføringskampagner, og det er vi, fordi vi besidder mange forskellige kompetencer her i huset. Den forskellighed gør os ret unik.”

Til trods for mange fælles træk de tre partnere imellem måtte det konstateres, at de alligevel havde forskellige synspunkter omkring virksomhedens udvikling i fremtiden. Design Partners havde et ønske om at formulere en strategi, der skulle skabe klarhed omkring virksomhedens strategiske udvikling – både over for dem selv og deres kunder. Design Partners er ikke alene om at opleve dette udviklingstrin, og det er en ganske naturlig overgang, som stort set alle nystartede virksom-heder oplever – forskellen ligger i, hvordan man håndterer denne overgang. Design Partners er gået fra at være ung og relativ nyopstartet, til at være mere etableret med et stigende behov for at strømline virksomhedens organisation og processer. Virksomheder vækster (i bedste fald!) over tid, og der indtræder nye medlemmer i organisationen. Hvor man førhen var indforståede med de fælles visioner, skal man nu italesætte, hvad man vil, hvor man vil hen og ikke mindst, hvordan man vil gøre det.

Thomas Overgaard Jørgensen udtaler om behovet for strategisk klarhed: ”Samarbejdet med Strategy-Lab har været vigtigt for os, da vores idéer om virksomhedens forretningsmæssige udvikling måske har været lidt forskellig, og det har været vigtigt for os at få et mere ensrettet syn på fremtiden.” At processen har ført til nye erkendelser videreføres af Thomas Jensen, som påpeger: ”Både på det personlige plan og fra et forretningsmæssigt synspunkt, så har vi fået mange øjenåbnere – i forhold til, hvordan vi opfatter os selv, og hvordan vi reelt set er.”

Første strategiafklaring

Det var selve erkendelsen af, at Design Partners havde brug for klarhed omkring den fremtidige retning, der i udgangspunktet førte Design Partners og Strategy-Lab sammen. I fællesskab blev der udfærdiget et udviklingsforløb, der skulle sætte fokus på de udfordringer, som virksomheden stod over for. Som afsæt for forløbet blev der foretaget kvalitative interviews af alle ansatte og praktikanter på tegnestuen, samt med et af medlemmerne fra Design Partners’ advisory board.

Et lidt anderledes input i strategiprocessen kom fra førende aktører i og omkring designbranchen samt fra en fremtidsforsker, der gav et blik ud i fremtiden. Disse aktører kom hver især med deres billede af, hvad gode designere skal kunne – både i dag, men i høj grad også i fremtiden. Alle disse inputs blev systematiseret, og det resulterede i nogle spændende workshops med masser af nye tanker for fremtiden. Udfordringen lå nu i at konkretisere de mange idéer i en form, som Design Partners kunne bruge, og samtidig skabe den vision, som skulle bringe dem ind videre.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at arbejdet med at fastlægge en stærk strategi er en svær disciplin. Det er tidskrævende og konfronterende, hvilket de tre partnere også måtte sande. ”Vi har stort set fået formuleret vores mission og vision – det er en proces, som kan være vanskelig, når man er tre partnere, der skal være enige om, hvilken vej virksomheden skal udvikle sig i fremadret-tet. Vi er ikke langt fra målet, så det skal der helt klart arbejdes videre med.”, konstaterer Thomas Jensen, og Jonathan Ørnstrup supplerer: ”Det har været et spændende forløb. Det har helt klart været en positiv oplevelse – men det kan være svært at komme videre med efterfølgende, når for-løbet er afsluttet, og hverdagen melder sig igen. Men vi har fået nogle redskaber til at illustrere vores kompetencer overfor vores kunder – det er blevet lettere at synliggøre, hvordan vi arbejder over for vores kunder”. Jonathan Ørnstrup påpeger en af de store udfordringer, som det strategiske arbejde også bringer med sig – det kræver konsekvens og ihærdighed. Det kan være en stor udfordring at omlægge vaner, som man har tilegnet sig gennem en årrække, det kan være mødekultur, samarbejdsmønstre eller en organisering, der i takt med virksomhedens vækst, viser sig uhensigtsmæssig. Strategi står altid stærkt på papiret eller i selve ordet, men dens egentlige styrke kommer til udtryk, når den implementeres i hverdagen – altså i handling og adfærdsændring.

Det gode samarbejde

Udover selve strategiprocessen blev der sat fokus på det gode samarbejde og virksomhedens interne processer. De tre partnere fungerer i dagligdagen med rigtig mange ansvarsroller, og det er en stor udfordring at være venner, kolleger og virksomhedsledere på én og samme tid. Udfordringen er velkendt for mange ejerledere og derfor yderst relevant at italesætte. Hvordan er jeg som leder? Hvordan kan mine kolleger støtte mig i den rolle? På hvilken måde kan vi være med til at sætte en god dagsorden og gode rammer for vores ansatte? Der er rigtig mange ting, som ”bare” er sket over tid, og som man derfor ikke sætter fokus på. Her kan arbejdet med læringsstile være ét af værktøjerne til at skabe de optimale rammer for et godt samarbejde og arbejdsmiljø. De tre partnere blev derfor introduceret til læringsstile for at tydeliggøre, hvordan de bedst kan støtte hinanden i det daglige arbejde. Der blev stillet skarpt på grundene til hinandens forskelligheder og dermed skabt større respekt omkring, at man arbejder forskelligt. ”Testene har været helt ekstremt gode. Jeg ved nu, at der er en grund til, at de andre partnere reagerer, som de gør, og at det er okay. Tolerancen er blevet meget bedre, og det er vigtigt i hverdagen”, fortæller Thomas Jensen. Læringsstiltestene har blandt andet resulteret i en bedre og mere tydelig intern kommunikation. Arbejdsmiljøet er også blevet sat i fokus, og de enkeltes behov er blevet italesat, hvilket blandt andet har resulteret i en lokalerokade, som kan have en stor betydning for den enkeltes arbejds-indsats.

Læs mere om Design Partners’ arbejde med læringsstile i Jyllands-Postens Human Ressource magasin fra oktober 2009her.

Forventninger og resultater

De tre partnere oplevede, at de forventninger, de havde til projektet, ikke var identiske, hvilket har haft indvirkning på resultatet og skabt nye muligheder. ”Vi har nok ikke været gode nok at afstemme vores fælles forventninger til projektet. Det afspejler resultatet måske også. Vi har stadig ikke en helt klar strategi for virksomheden – men vi har fået belyst nogle vigtige områder, og vi har fået nogle redskaber til at komme videre, blandt andet at kunne italesætte, hvad vi kan overfor vores kunder. Så projektet har nok fået en anden værdi, end det, vi umiddelbart havde forestillet os forinden”, siger Jonathan Ørnstrup. Denne udtalelse er med til at understrege, hvor vanskeligt det strategiske arbejde egentligt er. Det kræver tid, samtaler og beslutningsdygtighed at sætte sig strategiske mål og være i stand til at formulere dem. Samtidig åbner en strategisk proces op for nye uopdagede områder, som pludselig bliver nemmere at arbejde med – men også kan give anledning til nye overvejelser, der atter må diskuteres og tages stilling til. Thomas Overgaard Jørgensen er ikke i tvivl om, at projektet har været gavnligt for Design Part-ners, og at det kommer til at hjælpe virksomheden videre i fremtiden. ”Jeg er helt sikker på, at vi har flyttet os – måske ikke så meget, som vi har skullet eller der har været forventet, men det skal vi nok nå. Men vi har flyttet os, og det er positivt! Vi har fået en bedre rollefordeling og fokus på, hvordan vi agerer i hverdagen. Det har helt klar gjort nogle ting nemmere. Det er vel på en eller anden måde en form for parterapi.” Et af de mere konkrete resultater i projektet var at få fastlagt og udviklet virksomhedens projekt-model, der beskriver de forskellige faser og aktiviteter, som Design Partners prioriterer i deres de-signudvikling. Thomas Jensen oplever, at projektmodellen er særligt brugbart over for kunderne, når han skal forklare, hvordan et typisk projekt forløber, samt hvad kunderne kan forvente af et samarbejde. Projektmodellen er samtidig blevet et arbejdsredskab til at italesætte de enkelte led i designprocessen, og dermed også anvendelig til introducere nye praktikanter for de arbejdsprocesser, som tegnestuen arbejder med.

Samarbejdet med Strategy-Lab

Thomas Jensen påpeger vigtigheden af Strategy-Labs input i processen. ”Strategy-Lab var gode til at stille skarpt på nogle ting, som vi aldrig selv har tænkt på. De havde en god energi og var gode til deres fagområde.” De tre partnere er gennem samarbejdet blevet introduceret til en lang række strategiske værktøjer, og der er overleveret konkrete opgaver til fremtidens strategiske tegnestue – som Johan Ørnstrup udtrykker det: ”Projektet har medvirket til, at vi har gjort os nogle tanker om strategi – hvad det er, vi vil i hovedtræk, og hvad det er, vi skal, for at nå vores mål.” Her fra Strategy-Lab ønsker vi Jer held og lykke på rejsen, som vi naturligvis følger med allerstørste interesse!

Vil du vide mere om Design Partners, så gå ind på deres hjemmeside

Videnkupon – var det noget for jer?

Kunne din virksomhed have gavn af at samarbejde med en videninstitution så søg ind på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside og find ud af, hvad dine muligheder er, og hvordan man gør. Rådet for Teknologi og Innovation åbner op for en ny ansøgningsrunde af videnkupon, og det forventes, at man kan ansøge fra marts 2010.