Starten på et nyt år er en oplagt mulighed for at gøre noget nyt – at trække en streg i sandet. Og ja, det kunne selvfølgelig være det obligatoriske nytårsforsæt om at begynde at spise sundere, dyrke mere motion eller en af de andre ting, vi hvert år, måske lidt naivt, bliver enige med os selv om, at det følgende år vil være ’det helt perfekte tidspunkt’ til at ændre. Men nej – det skal ikke være den streg vi trækker i 2010. Vi har på Strategy-Lab fundet et noget mere holdbart koncept, der ikke handler om at skære ned på de ting, vi holder allermest af, men BØR stoppe med, men derimod handler om at tilføre noget nyt og spændende: Vi vil på Strategy-Lab bruge årsskiftet som anledning til at introducere brugerne af vores webportal til et nyt koncept på den faglige front: Thorkilds Tænketank. Thorkilds Tænketank vil én gang i kvartalet, med start i februar måned, byde på en spændende, faglig artikel om forskellige aspekter af fagområderne organisationsudvikling og ledelse.
Manden bag tænketanken
Manden bag tænketanken er Thorkild B. Jørgensen. Thorkild har været tilknyttet Handelshøjskolen i Århus gennem en lang årrække. Hans baggrund er et komplementerende mix af Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og Handelshøjskolen i Århus. Fra 1974 og frem til 2006 har Thorkild været ansat ved Institut for Ledelse, hvor han på indlevende vis har ført en lang række studerende gennem organisationsteoriens univers. Siden 2006 har han været løst tilknyttet Handelshøjskolen, Aarhus Universitet og fungerer til stadighed hyppigt som censor rundt om i det ganske land. Gennem sit arbejde og sideløbende projekter, har Thorkild oparbejdet stor erfaring med og bred viden inden for fagområderne organisation og ledelse, primært områderne organizational behaviour og ledelsesudvikling. I 2007 udgav han i samarbejde med en række andre forfattere bogen Modstillinger i organisations- og ledelsesteori. Bogen opstiller forskellige alternative eller komplementære perspektiver, man kan tage afsæt i for at forstå, diskutere eller handle i en konkret situation i en organisation. Bogen illustrerer vigtigheden af at anskue verden som bestående af flere mulige perspektiver, der kan hjælpe den studerende og praktikeren til at danne mere reflekterede blikke på en organisation.
Holdningerne bag manden – et smugkig ind i tænketanken
Thorkilds store erfaring og brede viden inden for organisationsudvikling og ledelse har resulteret i bestemte holdninger til, hvad god og effektiv organisationsudvikling og ledelse kan være. Tænk modsat, som er overskriften på Thorkilds første artikel i tænketanken, tager udgangspunkt i emnet i Modstillinger i organisations- og ledelsesteori og beskriver Thorkilds overordnede syn på organisationsudvikling og ledelse godt; Thorkild mener, at ledelsen kan opnå stor effektivitet gennem et skifte i det traditionelle ledelsesperspektiv – og ved at ’tænke modsat’. En måde at tænke modsat på, som Thorkild opfordrer ledere til, er at fremdyrke kreativitet blandt de ansatte. Mere end én gang har han oplevet, at ansattes idérigdom og kreativitet overses – hvilket ikke fremmer de egenskaber, der alt andet lige er til stede i enhver virksomhed. Således bliver anbefalingen, at ledelsen skal formå at skabe de rette organisatoriske rammer for kontrolleret idérigdom og kreativitet. Flere anbefalinger samt spændende og erfarne holdninger til organisationsudvikling og ledelse er at finde fremover, når Thorkild folder sig ud i sin tænketank.
Tænketank og videndeling
Det er med stor fornøjelse, at vi på Strategy-Lab byder Thorkilds Tænketank velkommen på vores portal. Thorkild har stor ekspertise på mange områder, som vi på Strategy-Lab har haft glæde af i flere sammenhænge. Pointen med Thorkilds Tænketank er at dele denne ekspertise med alle vores interesserede brugere. Den første artikel Tænk modsat om Leadership versus Management offentliggøres i februar. Så drop de kedelige nytårsforsæt og ’_bør_’-tanker for en stund og glæd Jer!


