From good to great 2010

24. Mar 2010 | Skrevet af Anders Drejer, professor og Strategy-Jedi
Bookmark and Share   

Jim Collins har lavet en masse interessant forskning – forskning som både er nyttig i praksis og som er publicerbar. Det er, efter min opfattelse, det, som forskning går ud på. Som Karl Weick ofte citeres for: ” … Intet er så nyttigt som en god teori …”. Deri er jeg ganske enig. Vi forskere udtænker teorier og et væsentligt kvalitetskriterium er da, om disse teorier er nyttige i praksis. Jeg vil endda gå et skridt videre og vende Weicks statement om. Hvis en teori ikke er nyttig, så er den nok heller ikke god!

Tænk lidt over det! Jeg ved ikke om det altid passer, i alle situationer. Men ved at sige det sætter vi tingene på spidsen og får noget at tænke over. Og det er nødvendigt i disse år, hvor samfundet er under massivt pres af finanskrise og overgangen fra industri- til vidensamfund. Meget er ”til forhandling”, således også universiteternes og forskningens rolle i samfundet. Og med rette, hvorfor skulle vi slippe, når så meget andet er til debat? Så tænk over det – især inden for ledelsesforskningen, hvor jeg mener at have en smule viden om feltet. Spørgsmålene er mange, f.eks.: Er de mange teorier, som ikke er nyttige i praksis, egentlig gode teorier? Og hvad så med de forskere, som hylder princippet om, at teori skal kunne forenes med praksis? Har de noget at skjule? Der er meget at tænke over.

Organisationen Strategy-Lab er tænkt som en ”motor”, der kan løse det dilemma, som mange forskere oplever mellem publicering af internationale forskningsartikler i såkaldte ”peer-reviewed” (dvs. med anonyme mennesker, der læser og kommenterer ens artikler) tidsskrifter og det at skabe nytte i praksis. Begge dele er forskningens formål, synes jeg, så hvis der er et dilemma, så skal det løses. Meget er lykkedes for os over de forgangne snart seks år. Vi har skabt en arbejdsform, som erhvervsliv, offentlige organisationer og mange andre finder nyttig, vi har brugt meget af den nyeste viden indenfor strategi og forretningsudvikling, vi har dokumenteret en række cases, som er meget interessante ud fra et publiceringsmæssigt synspunkt og – ikke mindst – har vi sammen skabt en slagkraftig organisation, som fungerer endog meget stærkt og godt i vidensamfundet. Kort sagt er Strategy-Lab en velsmurt motor, som kører videre ad den spændende vej, som vi allerede befinder os på.

Tilbage til Jim Collins. Som det vist efterhånden er kommet frem, så tiltræder jeg som Dekan på det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet pr. 1. april. Jeg forlader et universitet, som står over for nogle endog særdeles spændende år, men kommer til gengæld til et universitet med tilsvarende store muligheder. Hvad Strategy-Lab angår, så vil de forandringer, som mit jobskifte forårsager i vores lille organisation, også betyde nye muligheder for at udvikle nye typer af samarbejde og samtidig fortsætte de spændende projekter, som allerede er i skudt i gang her i 2010. Der skal ikke herske tvivl om, at Strategy-Lab vil fortsætte sit gode arbejde uafhængigt af min ændrede jobstatus. I den forbindelse har Jim Collins en spændende pointe i sin ”From Good to Great”, som i den grad gør sig gældende i nuværende situation – de i sandhed store organisationer formår at overleve, når stifteren forlader organisationen. Vi har i de sidste par år arbejdet målrettet med at skille min person og Strategy-Lab ad – Strategy-Lab har i dag en stærk organisation med meget dygtige folk, som kan klare det meste, og som ikke behøver mig til at kæfte op. Den styrke har vi tænkt os at drage fordel af i tiden, der kommer. Og når det er sagt, så må jeg samtidig erkende, at Strategy-Lab altid vil være en del af mig, lige som jeg er en del af det.

Så med dette – Strategy-Lab forever og vi ses i en anden kontekst.

/Anders