En oplevelse værd … ?

14. May 2010 | Skrevet af Af Anders Drejer, Professor og Dekan på Aalborg Universitet
Bookmark and Share   

Vidste du, at en humanistisk kandidat fra universitetet, efter 10 år i arbejde, tjener mere end en civilingeniør fra DTU? Ja, noget må være helt af lave … sådan tænker mange os af nok. Ikke mindst de af os som rent faktisk er civilingeniører. Måske er det nu ikke så slemt?

Engang levede vi af håndens arbejde. Vi levede af og i vort ansigts sved, som Luther så præcist formulerede det. Det gjorde vi sådan set godt i masser af år – Danmark har levet af landbrug i mange, mange år. Men … for det første, har Danmark faktisk levet længere og bedre af handel (først med landbrugsvarer, senere med alt mulig andet) end af landbrug. Danmarks industrialisering og modernisering var i vid udstrækning finansieret af smart handel med landbrugsvarer med England. Dette skabte andelsbevægelsen, den store udvikling i forhold til industrialisering uden for København, partiet Venstre og en for os velkendt avis. For nu at nævne nogle få og væsentlige ting.

Men sådan er det bare ikke mere. Verden er ikke, som den engang var. Lad mig give endnu et par eksempler. Det er snart mange år siden, at værdien af Danmarks produktion af software oversteg værdien skabt i den såkaldte primære sektor, altså landbruget. Den vej måtte det jo gå. Men i dag er omsætningen inden for noget så interessant som ridesport allerede næsten halvt så stor som omsætningen inden for en af de ”nye og spændende” brancher, telecom …

… og allerede i 2002 var den største enkeltstående eksportsucces fra England – hvor industrialiseringens vugge, den første dampmaskine og en masse andet, trods alt stod – konceptet til TV programmet Pop Idol! Ja, det var ikke engang programmet selv, men bare konceptet, som vi så siden har ”fået lov” at se i ganske mange afskygninger. Man kan tilsyneladende leve af ikke bare at klippe, men stryge andre menneskers hår!

Engang sang man ”It´s been a long time coming, but a change is gonna come”. Det var dengang. I dag oplever de mennesker, som siger, at noget ikke kan lade sig gøre, at blive overhalet og udkonkurreret af de, der allerede har gjort det såkaldt umulige,… og det er jo netop derfor, at humanistiske kandidater tjener mere end ingeniørerne. Humanisternes kompetencer passer tilsyneladende bedre til nu- og fremtiden end ingeniørernes. Måske fordi vi i fremtiden skal leve af innovation og ikke produktion.

Det igangværende og omsiggribende skifte fra industrisamfund til vidensamfund har en lang række konsekvenser for vort samfund, herunder familiemønstre, indkøbsmønstre, måder at bo og leve på og for resten også vores arbejdspladser og vores ledelse. En klog mand har sagt, at den største ledelsesmæssige udfordring i fremtiden er at skabe organisationer, som er ”worthy of people’s full commitment”.

For jer, der vil være ledere: Tillykke med det!